Sådan opdaterer du plugins

Når du ser et rødt eller blåt tal i WordPress’ kontrolpanel ud for Plugins, betyder det, at der plugins, der skal opdateres. Plugins er afgørende for, at din WordPress-side fungerer og ser ud som den skal, og de skal løbende opdateres for at virke korrekt, og sikre, at din hjemmeside ikke har sikkerhedshuller, som hackere kan udnytte.

Tjek jævnligt for opdateringer

De løbende opdateringer er et tegn på, at udviklerne bag plugin’et arbejder på konstant at forbedre det, lukke sikkerhedshuller og ikke mindst sikre, at det virker med de(n) nyeste version(er) af WordPress. Du behøver ikke tjekke for opdateringer hver dag, men du bør gøre det til at vane at tjekke – og opdatere – med jævne mellemrum.

OBS! Inden du opdaterer, så sørg altid for, at du har en nylig udført backup af hele din WordPress-side! Bruger du et backup-plugin, så tjek at den seneste backup ligger hvor den skal og vær desuden sikker på, at din hostingudbyder tager jævnlig backup.

Automatisk opdatering af plugins

I WordPress findes en auto-opdateringsmulighed for plugins, som kan slåes til og fra i plugin-vinduet. Denne mulighed har både fordele og ulemper, idet det på den ene side gør det nemt at sikre, at alle ens plugins er opdaterede, men på den anden side har man ingen kontrol med, om en opdatering ødelægger ens side. Måske opdager man ikke skaden, før en besøgende gør en opmærksom på, at siden er nede eller der står mærkelige koder over hele skærmen.

Jeg vil derfor ikke opfordre til, at man slår automatisk opdatering af plugins til, med mindre man har is i maven, jævnligt går ind og tjekker sin side og sit WordPress-kontrol-panel – og desuden har automatisk backup sat op.

Den bedste og sikreste måde at opdatere sine plugins på, er stadig det, jeg kalder overvåget opdatering, som du får en guide til her:

Guide til overvåget opdatering af plugins i WordPress

Lav en komplet backup inden du starter, så du kan genskabe siden hvis opdateringen går galt.

Åbn to forskellige browsere (Chrome, Safari og Firefox er browsere) eller åbn et normalt vindue og et inkognito-vindue i den samme browser. I den ene browser logger du ind i WordPress (backend), og i den anden ser du din side som en almindelig besøgende (frontend).

I WordPress’ Kontrolpanel klikker du på “plugins” og “installerede plugins”. De plugins, der har en ventende opdatering, er markeret med en gul bjælke. Hvis der er flere plugins, der skal opdateres, så lad være med at opdatere dem alle på én gang, da det gør det svært at finde synderen, hvis et af de opdaterede plugins skaber problemer.

Klik på “opdater” ud for det plugin, du vil opdatere. Efter hver opdatering kan du gå over i den anden browser og tjekke, at din sides frontend stadig ser ud og virker som den skal.

Er der fejl på siden, er det højst sandsynligt det plugin, du netop har opdateret, der skaber problemer. Gå derfor tilbage i WordPress og deaktiver det pågældende plugin. Ser siden fin ud igen, så lad være med at aktivere plugin’et indtil der kommer en ny opdatering til det.

Fortsæt indtil alle plugins er opdaterede.

Når du er færdig med at opdatere og din side ser ud som den skal, bør du lave en ny backup af siden (uden at overskrive den gamle).

Lukket ude af WordPress

Hvis du ikke kan komme ind i WordPress efter en opdatering, må du manuelt deaktivere det plugin, der skaber problemer. Dette gøres via filhåndtering eller filemanager hos din hostingudbyder eller via en FTP-forbindelse.

Start med at logge ind hos din hostingudbyder og find dit webhotels rodmappe i filemanager/filhåndtering. Start i den øverste mappe og led efter en undermappe der hedder “wp-content”. I “wp-content” ligger endnu en undermappe der hedder “plugins” og heri finder du alle dine plugins i hver sin undermappe.

For at deaktivere et plugin kan du omdøbe dets undermappe (sæt f.eks. et X ind). Nu kan WordPress ikke finde stien til det pågældende plugin og det vil derfor blive deaktiveret, og du skulle gerne kunne logge ind i WordPress igen, men lad være med at aktivere plugin’et indtil der kommer en ny opdatering til det.

Hvis det plugin, der skaber problemer, er et, der kræves for at din side virker/ser rigtig ud, må du geninstallere den tidligere version af plugin. Dette gøres enten ved at genskabe siden fra din backup, eller ved at tjekke, om udbyderen af det pågældende plugin har en tidligere version liggende, som du kan downloade. Når du har downloadet den gamle version, kan du installere den manuelt via Upload-knappen øverst på plugin-siden i WordPress.

Hvis din side viser fejlmeddelelser

Står der en fejlmeddelse på siden efter opdatering, kan du prøve at lede i meddelelsen efter navnet på det plugin, der skaber problemer. Deaktiver herefter dette plugin eller gennemgå ovenstående trin for at deaktivere det.